Agco aktiverer nye motorer til Activa

Massey Ferguson introducerer nye fire og seks cylindrede motorer til sine 2016-modeller af Activa mejetærskere

- Det er lang tid siden, at en mejetærsker har haft en firecylindret motor, siger Adam Sherriff, manager for marketing hos Massey Fergusons høstmaskinedivision.

- Den nye fire cylindrede motor, vi nu monterer i den nye MF Activa 7340 mejetærsker, har driftsfordelene fra en sekscylinderet, men i en lettere mindre ramme. Færre bevægelige dele reducerer friktion og det fører til et lavere brændstofforbrug med mere lydsvag drift, forklarer han grunden til en fornyet introduktion af kompakte firecylindrede motorer i en mejetærskermodel.

Den avancerede 176 hk store 4,9 liters firecylindrede motor fra Agco Power er en fjerde generations commonrailmotor vedligeholdelsesfri SCR-teknologi til at opfylde de nyeste emissionsstandarder med lavt brændstofforbrug. Den er allerede velafprøvet i MF 6600 seriens traktorer, der ligeledes kendes som den kraftigste firecylindrede traktorserie på markedet.

I den lidt større model MF Activa 7344 er der dog fortsat en sekscylindret motor, en ny og avanceret af slagsen.

Udsolgt til 2015

Efter en vellykket 2015 sæson, hvor hele Massey Ferguson Delta og Centora mejetærskerproduktionen var udsolgt, ser producenten frem til en styrket position som mejetærskerproducent med flere nyheder i mejetærskerprogrammet til den kommende sæson.

Blandt andet en ny 5,5 meter PowerFlow skærebord til den nye MF Activa 7344 samt en ny generation af 9,2 meter (30 fod) PowerFlow bord med SuperFlow snegl. Superflow-sneglen med en diameter på 762 millimeter kendes fra den 10,74 meter brede version og øger, på grund af det større volumen mellem snegelvindingerne, kapaciteten af afgrødeflowet ind mod indføringen.

Et særkende for PowerFlow-princippet er, at afgrøden kommer ind i maskinen med toppen forrest. Det kan give en øget kapacitet i raps på op til 73 procent i forhold til standardskæreborde. Ifølge producenten er merkapaciteten for hvede 15 procent og byg 12 procent.

Hurtigere tømning

De største MF Centora maskiner og MF Delta Hybrid maskinerne er fremover udstyret med ny udbyttemåler, centralsmøring - en på hver side af maskinen - samt ekstra arbejdslygter i såvel standard som AutoLevel-versionerne.

For MF Activa S modellerne er der både hurtigere tømning og en længere tømmesnegl. Modeller med Multi Crop Separator har en fem meter lang snegl og en tømmehastighed på 105 liter pr. sekund, mens standardmaskinerne har en 4,5 meter lang snegl og tømmer med 85 liter pr. sekund.

Inde i maskinen er der en ekstra tærskebro (Active Rear Beater Concave), som også styrer halmflowet til bageste halmvinde. Denne facilitet findes i både MF Activa 7344 og MF Activa 7340.

Flere kan høste vandret

Inde i kabinen har MF Activa 7344 har samme multifunktionshåndtag og terminal i kabinen som MF Activa 7340.  

Udefra får den Massey Ferguson mejetærskerfamiliens udseende med nyt førerhustag og grå overdel.

Massey Fergusons ParaLevel-system er nu også tilgængelig som ekstraudstyr til versioner af MF Beta 7360 PL og MF Beta 7370 PL mejetærskere med tohjulstræk og tiltænkes derfor også opgaver på mindre stejle skråninger.

- Alle mejetærskerførere ved, at det hele fungere bedst, når maskinen kører så vandret som muligt og derfor vil det også være relevant for mejetærskere på skråninger under 15 grader at anvende ParaLevel systemet, lyder det fra Adam Sherriff forud for Agritecnica-messen, hvor Massey Ferguson præsenterer sine høstnyheder.

Læs også