BL til banker: Drop egoismen og vis ansvarlighed

Drop egoismen og vis rettidig ansvarlighed, lyder det fra Bæredygtigt Landbrug til realkreditinstitutterne.

Selvom realkreditinstitutterne nu fuldt ud lever op til solvenskravene, vil de fortsætte med at skovle penge ind fra de konkurstruede danske landmænd på høje gebyrer og rentesatser. I Bæredygtigt Landbrug anmoder Peter Kjær Knudsen nu bankerne om at udvise rettidig ansvarlighed.

Selv om de danske realkreditinstitutter nu via deres indtjening på bidragssatser og gebyrer er kommet i mål med den såkaldte økonomiske polstring, en række krav til egenkapital fra EU og fra det danske Finanstilsyn, og nu har rigeligt med penge til at stå imod eventuelle uforudsete hændelser, så vil realkreditinstitutterne alligevel ikke justere bidragssatserne nedad. Og det selvom de blev justeret opad for år tilbage under henvisning til netop polstringskravet. 

Professor i finansiering på CBS, Jesper Rangvid, fortalte den 8. oktober til Jyllands-Posten, at de pengestærke realkreditinstitutter ikke behøver at kapitaliserer sig yderligere. Det synspunkt bakkes op af næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Peter Kjær Knudsen, der mener, det er på høje tid, at realkreditinstitutterne letter byrderne for landmændene, hvilket i sidste ende også vil tjene långiverne bedst.

- Det er en temmelig kortsigtet måde at se på tingene fra institutternes side, siger næstformand i Bæredygtigt Landbrug Peter Kjær Knudsen.

- Det er da meget godt at institutterne tænker på, at der skal være noget ekstra på egen kistebund. Men der skal altså også kunne blive til løn til landmanden og andre erhvervsdrivende, hvis de skal kunne blive ved med at afdrage deres lån. Hvis man vælger at fokusere på at blive en sparegris, i stedet for at vise ansvarlighed og være med til at skabe vækst i erhvervslivet, så bliver det som at tisse i bukserne. For så må landmanden gå fra gården uden at afdrage sin gæld, den lille lokale købmand lukker og den onde spiral kan ende med at sætte hele nærområdet på tvangsauktion, påpeger han.



Læs også