Bornholmer kører landets første Claas Axion 870

LMB Danmark afslører, at Peter Brandt Kofoed er den første danske landmand, der har investeret i en Claas 870 fra Axion-traktorserien

Peter Brandt Kofoed fra Bornholm er den første danske landmand, der har investeret i en Claas 870 fra Axion-traktorserien.

Det afslørede LMB Danmark på Claas’ stand i hal 13 på Agritechnica. Traktoren har kørt i al ubemærkethed for offentligheden på Bornholm siden august. Men de erfaringer, landmanden har høstet, lover godt for fremtiden, påpeger han.

Axion 870 er ikke mindst en traktormodel, der henvender sig til kunder, som primært har behov for en maskine, der skal udføre pto-arbejde. Som den eneste Claas-traktor er modellen en »boost-traktor«, hvor der kan hentes ekstra hk, når arbejdsopgaverne kræver det i spidsbelastningsperioder.

Hos Peter Kofoed er det da også pto-arbejdsopgaver, den 295 hk stærke traktor med en 6,7 liters FPT-motor sættes på. Traktoren kører således med et Lemken Solitair rotorsæt, ligesom den også benyttes som trækker til en 25 tons Samson PG gyllevogn.

- Axion 870 opfylder vores krav til »en stor traktor«, og samtidig kan den bruges til forefaldende arbejde på et almindeligt landbrug uden at være for stor og klodset, påpeger Peter Brandt Kofoed. Han driver 415 hektar jord og indgår samtidig i et maskinfællesskab med to naboer, hvilket bringer det samlede areal, som den nye traktor skal arbejde på, op på 700 hektar.

Axion 800-serien omfatter syv modeller med et interval fra 205-295 hk.

Læs også