Danish Crown øger overskuddet

Danish Crown har tirsdag offentliggjort årsregnskabet for 2014/15. Selskabet har øget overskuddet i forhold til sidste år.

Når Danish Crown gør regnskabet op efter regnskabsåret 2014/15, er der godt 300 mio. kr. mere til selskabets ejere end sidste år – med uændrede leverancer.

Det betyder, at selskabet udbetaler 1,05 kr. per kilo leveret svinekød til koncernens ejere. Hertil kommer 8 øre per kilo, som indbetales på de ny-etablerede personlige konti.

Samlet går Danish Crown ud af regnskabsåret med en omsætning på 59,6 mia. kr. mod 58 mia. kr. sidste år – og med et overskud på 1.821 mio. kr. mod 1.656 mio. kr. sidste år. Og heraf disponeres samlet 1.538 mio. kr. til selskabets ejere.

- Vi arbejder målrettet for at sikre, at det kan betale sig for andelshaverne at være medejere af Danish Crown. Derfor skal vi som minimum være konkurrencedygtige, når det handler om den pris, vi som aftager af deres råvarer kan betale. Derfor er det glædeligt, at vi er i stand til at levere et afkast, som er markant højere end sidste år, siger CEO for Danish Crown Kjeld Johannesen i en pressemeddelelse. 

Kjeld Johannesen understreger, at den nuværende afregning intet sted i Europa er tilstrækkelig til at gøre det rentabelt at være slagtesvineproducent.

Det skyldes et for stort udbud af svinekød i Europa som følge af det lukkede russiske marked.

- Den vanskelige afsætningssituation på verdensmarkedet har reduceret værdien af svinekød betragteligt, og det påvirker svineproducenternes situation, siger Kjeld Johannesen.

Ifølge Danish Crown er det  fortsat den målrettede strategiske indsats på dels vækst på udenlandske markeder og dels forædling, som især bidrager til det solide resultat. Koncernens to største forretningsområder – DC Foods og DC Pork - leverer i regnskabsåret begge mere end en mia. kr. til den primære indtjening.

Også i DC Beef har der været markant fremgang efter indkøringen af det nye slagteri i Holsted. Derfor udbetales der en restbetaling til kreaturandelshaverne på 155 øre per kilo – og her ud over indsættes der 17 øre per kilo på de nyetablerede personlige konti. Til so-andelshaverne er der i år 90 øre og også her indsættes otte øre per kilo på de nye konti. 

Læs også