DLG og det svenske datterselskab Svenska Foder vælger at forlade forhandlingerne med det svenske grovvareselskab Kalmar Lantmän. Det skriver DLG i en pressemeddelelse.

Situationen er kompleks i Kalmar Lantmäns ledelse og repræsentantskab om hvilken strategi og løsning, der ønskes, forklarer DLG sit exit med.

Med denne afslutning på forhandlingerne, der altså ender uden resultat, vil det DLG-ejede Svenska Foder i stedet konkurrere selvstændigt i Kalmarområdet. 

DLG har tidligere via datterselskabet Svenska Foder tilbudt at fusionere med Kalmar Lantmän. Dette tilbud blev afslået, og derefter var man i dialog om et produktionssamarbejde, så Kalmar Lantmän kunne fortsætte som selvstændig virksomhed, hvilket altså heller ikke blev til noget.