Unge landmænd bærer dyrskuets værdier videre

Flere nye forslag skal gøre det lettere og sjovere at udstille malkekvæg på Roskilde Dyrskue

Fremtidens malkekvægsudstilling var på dagsordenen, da Roskilde Dyrskue holdt møde for mælkeproducenter. For hvordan ser fremtiden ud? Vil fremtidens mælkebønder bruge tid på at udstille deres dyr på Roskilde Dyrskue? Eller skal skuet forberede sig på faldende tilslutning?

Disse spørgsmål blev drøftet blandt de omkring 40 mødedeltagere – både kvægejere og medarbejdere. Heriblandt en del unge og engagerede, nuværende og kommende landmænd. Og de vil gerne være en del af Roskilde Dyrskue – også i fremtiden.

På mødet blev der diskuteret forskellige tiltag, der skal gøre det både lettere og sjovere at tage dyr med på skuet. Roskilde Dyrskues eget forslag er, at skuet stiller kopassere til rådighed, der både kan passe, forberede og fremvises dyrene, hvis man ikke selv har tid til det.

Mødedeltagerne snakkede desuden varmt for en ny konkurrence blandt kåringerne. Master-breeder, hvor avleren med de flest gode køer hædres. De vindende dyr skal endvidere blive mere synlige for publikum i stalden, så de mange besøgende bedre forstår, hvad konkurrencerne går ud på.

Der var i den forbindelse et lille ønske fra særligt jersey-ejerne, der ønsker, at båndene, der pryder de vindenes dyrs maver, laves lidt kortere så kvæget ikke falder i dem. Alternativt må benene avles lidt længere…

Læs også