Agri Nord: Fornuftigt regnskab fører til rabat

Formand for Agri Nord Carl Chr. Pedersen peger på, at mange af foreningens medlemmer er økonomisk pressede for tiden

2015 går på hæld, og hos Agri Nord kan man begynde at kigge på årets resultat.

Og resultatet medfører, at medlemmer nu får rabat på medlemskontingentet.

- Vi kan her kort før årets afslutning med glæde se, at Agri Nord vil komme ud af 2015 med et fornuftigt resultat. Det ønsker vi at dele med vores medlemmer, og vi har derfor besluttet at give 30 procent i rabat på medlemsskabet/medejerskabet af Agri Nord for 2015, lyder det fra landboforeningens formand, Carl Chr. Pedersen.

Han forklarer, at han er glad for at kunne sende noget af overskuddet tilbage til medejerne:

- Mange af vores medlemmer er i øjeblikket økonomisk pressede, hvilket blandt andet skyldes de alt for lave afregningspriser, som vi ser på vores produkter. Jeg er klar over, at rabat på medlemsskabet hos Agri Nord ikke forvandler røde tal på bundlinjen til sorte. Men vi mener, det er vigtigt at give en del af overskuddet tilbage til vores medlemmer, som i den grad har brug for pengene. Det var vi valgt at gøre på denne måde.

Rent praktisk kommer de 30 procent rabat i form af en kreditnota på beløbet. Den kan bruges i forbindelse med betalingen af 2016 medlemskontingentet, hvor fakturaen som noget nyt vil blive udsendt i starten af januar.

Samtidig tilbyder foreningen nye medlemmer 30 procent rabat på deres 2016-kontingent, hvis de melder sig ind inden den 31. januar.

Læs også