Holstebro-virksomhed har lejet produktionshaller for at sikre fortsat vækst og udvikling
Med ansættelse af en række nye medarbejdere øger virksomheden
Hoegild produktionskapaciteten markant samtidigt med at hele produktionen,
lager og administration kort før nytår er flyttet til nye faciliteter.
Det oplyser virksomheden, som har lejet nogle
produktionshaller, som man netop er flyttet ind i.
- Hoegild har gennemgået en kraftig udvikling og vækst det
seneste år, men har været udfordret på at følge med efterspørgslen. De
staldbygninger hvor virksomheden blev etableret for knap to år siden, var
ganske enkelt blevet en flaskehals for den fortsatte vækst, lyder det fra
Holstebro-virksomheden.
- Der er eksempler på kunder, som har henvendt sig
forgæves for at bestille en løsning hos Hoegild, og det er ikke tilfredsstillende
for en nystartet virksomhed, som ønsker at skabe vækst. Derfor er det en
tiltrængt investering, som nu sikrer bedre rammer for virksomhedens fortsatte
udvikling.
Hoegild er leverandør af fuldfoderblandere og reservedele
til netop fuldfoderblandere, og er nu ved at køre produktionen i stilling til
at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel fra såvel det danske marked som
fra eksportmarkederne.
Samtidigt med de nye faciliteter har virksomheden ansat en
række nye medarbejdere i såvel produktion som i salgsafdelingen, hvilket giver
mulighed for at sige ja til flere ordrer.