NutriFair-messen i Fredericia havde onsdag-torsdag besøg af 4.119. Det er ni personer færre end året før
- Vi trækker stadigvæk vejret. Det kan jeg konstatere.
Projektleder i Messe C i Fredericia, Peter Sunesen, kunne
torsdag eftermiddag gøre en foreløbig status over to dages NutriFair-messe i
Fredericia. En messe, der som bekendt er blevet stærkt udfordret af den nye
konkurrent, FarmerTech, der blev afviklet i Herning tirsdag og onsdag i denne
uge.
- Vi har haft 4.119 besøgende. Det er ni personer færre
end sidste år. Men set i lyset af landbrugets aktuelle situation, er jeg
rigtigt godt tilfreds med NutriFair 2016.
- Og de meldinger, vi får fra besøgende og udstillere – og
dem har der været usædvanligt mange af i år – ja, de meldinger fortæller mig,
at folk har haft en god oplevelse.
- Der er således ikke noget i meldingerne fra besøgende og
udstillere – eller i besøgstallet – der fortæller mig, at NutriFair ikke skulle
fortsætte. I sidste ende er det dog ikke op til mig at afgøre. Men helt op til
udstillere og de besøgende, lyder meldingen fra Peter Sunesen.