Med en 100 procent overtagelse af Roth Agrarhandel kan DLG realisere en lang række synergier på det tyske marked, lyder det
DLG opruster nu i Tyskland.
DLG-koncernens tyske datterselskab, HaGe, overtager nemlig
de sidste 37 procent af aktierne i Roth Agrarhandel, oplyser DLG og kalder Roth
Agrarhandel ”et af de vigtigste grovvareselskaber i det østlige Tyskland, der
har en omsætning på 3,3 milliarder kroner årligt.
Det familieejede Roth Agrarhandel har en stærk forretning
med en markedsandel på 30 procent i de tyske delstater, Thüringen, Sachsen,
Sachsen-Anhalt og Hessen, lyder det fra DLG, der peger på, at man med den
strategiske 100 procent overtagelse af Roth kan realisere en lang række klare
synergier på det tyske marked.
- Med købet af de sidste 37 procent af aktierne i Roth
Agrarhandel bliver HaGe markedsledende inden for planteavl på markedet i det
østlige Tyskland. Det passer perfekt ind i DLG-koncernens vækststrategi på det
tyske grovvaremarked om at være markedsledende generelt, forklarer COO Ole
Christensen, der er ansvarlig for DLG-koncernens grovvareforretning.
DLG’s datterselskab, HaGe, inklusive Roth Agrarhandel, har
1.500 ansatte og omsætter årligt for 20 milliarder kroner.