I weekenden blev det nye Nature Energy Midtfyn biogasanlæg ved Heden indviet. Ved den officielle åbning om fredagen deltog 150 indbudte gæster. Og søndagens åbent hus-arrangement med rundvisninger samlede over 1.500 interesserede gæster.

På anlægget vil der på årsbasis behandlet 360.000 tons gylle og organisk affald fra midtfynske landbrug - og madaffald fra blandt andet Coop og Dansk Supermarked. Det bliver til grøn biogas, som renset for vand, svovl og CO2, kan sendes ud til hele Danmark via det landsdækkende naturgasnet.

Bag anlægget står Nature Energy og 47 lokale landmænd samlet i leverandørforeningen Faaborg-Midtfyn Biogas. Gylle og dybstrøelse fra leverandørernes stalde blandes i anlægget med affald fra industri og detailhandel, som leveres via en direkte pipeline fra naboen, NC Miljø.

Årsproduktionen på 11 millioner kubikmeter grøn gas svarer til ca. 7.000 husstandes årlige varmeforbrug.

Læs reportage fra indvielsen i næste uges LandbrugFyn