Case IH satte sig på marts måneds førsteplads over antallet af nyregistreringer af traktorer i Danmark, viser nye tal.

24 solgte Case IH-traktorer blev det til, og det er én mere end Massey-Ferguson på andenpladsen. På en delt tredjeplads med 22 nyregistreringer kom sidste måneds vinder New Holland og Fendt.

Derefter er der et stykke vej ned til Valtra med 17 nyregistreringer.

John Deere, der i februar havde en markedsandel på 18,6 procent med 21 nyregistreringer, måtte i marts måned nøjes med fire nyregistreringer og en markedsandel på 3 procent.  

Fravristet førsteplads

John Deere er dermed nu overhalet af New Holland som det mærke, der har haft flest nyregistreringer siden årets start.

New Hollands markedsandel, målt fra årets begyndelse til og med marts måned, er nu omkring 20 procent, mens John Deeres er dumpet ned fra knap 22 procent til nu knap 15 procent i det – selvsagt – meget omskiftelige marked.

Der blev registreret i alt 134 nye traktorer i marts måned, og det er en stigning i forhold til februar måned, hvor der kun blev registreret 113 nye traktorer.

Til gengæld er det et fald i forhold til marts sidste år, hvor der blev registreret 242 nye traktorer. Og året før 200.

I år er der indtil videre blevet registreret 347 nye traktorer over 40 hestekræfter.