God tradition holdes i hævd

Over 300 besøgende til åbent hus i Sandved Smede- og Maskinforretning i Sydvestsjælland.

Henning Hansen har gennem 30 år stået i spidsen for Sandved Smede- og Maskinforretning, og omkring midt i den årrække valgte han et år at holde åbent hus i marts.

Det har han aldrig fortrudt, for det har udviklet sig til at blive en årlig tilbagevendende begivenhed i Sydvestsjælland. Gratis mad og drikke, hyggeligt selskab med kollegaer og gode tilbud går aldrig af mode.

2016-udgaven fandt sted for nylig, og vanen tro blev det et vellykket arrangement. Mere end 300 besøgende lagde i løbet dagen vejen forbi Valtra-forhandleren mellem Næstved og Slagelse, hvor også 15 salgskonsulenter fra forskellige firmaer var til stede.

- Det er dejligt, at folk bakker det op, og det er selvfølgelig også derfor, vi bliver ved med at holde det, fortæller Henning Hansen, som hvert år benytter lejligheden til at få ryddet op.

- Vi finder altid nogle ting, der passer godt som åbent hus-tilbud, forklarer Henning Hansen, der gerne vil garantere, at den gode tradition bliver holdt i hævd, så Sandved Smede- og Maskinforretning også holder åbent hus igen om et års tid.

Læs også