Hjemmedyrket soja til bornholmske svin

Bornholms Landbrug er gået i gang med et sojaforsøg finansieret af Danish Crown

I denne uge starter et forsøg op på Bornholm, hvor der sås soja på 15 hektar jord.

Målet er, at sojaen – sammen med hestebønner – på sigt kan erstatte den importerede soja i ”Bornholmergrisens” foder. Bornholmergrisen er født, opvokset og slagtet på Bornholm.

- Vi diskuterer løbende med vores kunder, hvordan vi kan udvikle de forskellige koncepter. Coop bad os blandt andet undersøge, hvilke muligheder der kunne være inden for foderet. Der kom Bornholms Landbrug op med ideen om at dyrke soja lokalt, og det synes vi har så meget perspektiv, at vi gerne vil garantere økonomien i forsøget, siger salgschef i Danish Crown Torben Pedersen i en pressemeddelelse.

Heri fremgår det, at det er Bornholms Landbrug, der står for sojaforsøget, som er finansieret af Danish Crown.

Forsøget med de 15 hektar soja på Bornholm forventes - sammen med andre Bornholmske proteinkilder - at kunne forsyne mellem 500 og 1000 slagtesvin med protein i år.

Forsøget vil blive evalueret i slutningen af året.  

Læs også