Kvælstofloft gælder også for konventionelle marker på øko-bedrifter

Hvis du har tilsagn til ordningen Økologisk Arealtilskud, og din bedrift er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal din bedrift overholde kvælstofloftet på maksimalt 100 kg udnyttet N/ha i gennemsnit for alle bedriftens harmoniarealer.

- Kvælstofloftet gælder for hele bedriften, herunder arealer, som du ikke søger Økologisk Arealtilskud til. Det gælder også for bedrifter, hvor kun en del af bedriften er omlagt til økologisk jordbrug, og hvor det ikke er muligt at søge Økologisk Arealtilskud til den konventionelle del af bedriften. Kvælstofloftet skal også overholdes af bedrifter, der har tilladelse til samtidig drift, dvs. der er en økologisk og en konventionel enhed, der drives i samme CVR-nummer, oplyser NaturErhvervstyrelsen.

Har du tillæg for reduceret kvælstoftilførsel, må du maksimalt bruge 60 kg udnyttet N/ha harmoniareal, og dette krav gælder også for hele bedriften og altså også eventuelle konventionelle marker.

NaturErhvervstyrelsen vurderer ud fra oplysninger fra ansøgningsrunden 2014, at det er cirka 100 bedrifter, der skal opfylde kvælstofloftet for hele bedriften, selvom en del af bedriftens marker er konventionelle.

Læs også