NaturErhvervstyrelsen peger på et samlet sanktionsbeløb på omkring 11 millioner kroner, der skal tilbagebetales
NaturErhvervstyrelsen genoptager nu omkring 1.100
tidligere afgørelser, hvor der er trukket støtte for overtrædelser af reglerne
om to meter-bræmmer – og tilbagebetaler støttetrækket til landmanden.
- En foreløbig opgørelse peger på et samlet sanktionsbeløb
for alle sager på cirka 11 millioner kroner, lyder det fra
NaturErhvervstyrelsen.
NaturErhvervstyrelsen og Miljøstyrelsen har undersøgt det
juridiske grundlag for at trække landmænd i landbrugsstøtte, når de ikke
overholder krydsoverensstemmelsesreglerne om to meter-bræmmer.
- Styrelserne er kommet frem til, at der kan være tvivl om
den lovmæssige hjemmel for støttetrækket og har derfor besluttet at tvivlen bør
komme landmændene til gode. Endvidere ændrer de to styrelser nu i to relevante
bekendtgørelser, så der fremadrettet ikke er tvivl om, at landmænd kan trækkes
i landbrugsstøtte, hvis de gødsker i to meter-bræmmerne, skriver NaturErhvervstyrelsen
på sin hjemmeside.
Konkret ændrer styrelserne i husdyrgødningsbekendtgørelsen
og krydsoverensstemmelsesbekendtgørelsen samt vejledningen hertil.
Desuden sættes ressourcer af til en udvidet gennemgang af
regler og praksis på krydsoverensstemmelsesområdet. Hensigten er at afdække
behovet for andre eventuelle opstramninger i hjemmelsgrundlaget.
NaturErhvervstyrelsen forventer, at alle sager blive
behandlet i løbet af i år.