Er landbruget under afvikling?
Der vil være mange dystre toner ved onsdag aftens generalforsamling i Centrovice, når formand Niels Rasmussen aflægger beretning.
Væksten er negativ. Politikerne modarbejder landbruget. Generationsskiftet er gået i stå, og der er ingen købere til landbrugsbedrifterne.
- Under de nuværende forudsætninger er landbruget faktisk under afvikling.
Et så dystert billede af erhvervet vil formanden for Centrovice, Niels Rasmussen, tegne, når han på onsdag aften går på talerstolen i Vissenbjerg for at aflægge beretning på vegne af landboforeningens godt 1.500 fynske medlemmer.
- Aktuelt er handelskrigen med Rusland udslagsgivende for mange bedrifter. Samfundet sender nemlig regningen på fire milliarder kroner skrupelløst videre direkte til danske landmænds bundlinje.
- Putin skal dog ikke have hele æren. Vi klarer det nemlig ganske fint selv i Danmark at skabe politisk usikkerhed og underminere vores konkurrenceevne. Derfor er erhvervet i sin nuværende form ikke attraktivt for næste generation, understreger Niels Rasmussen og peger kun på to muligheder:
- Enten at lukke bedriften ned, eller prøve at få skabt et andet grundlag for virksomhedens fremtidige drift, i tæt dialog med den finansielle sektor.
Ruslandsekspert som gæst
Efter den traditionelle dagsorden ved Centrovices generalforsamling med beretninger, regnskab, debat - og valg, hvor formanden og fem bestyrelsesmedlemmer er på valg, vil der som noget nyt i år være et indlæg fra en ekstern ekspert.
Emnet er ruslandskrisen, der bliver belyst af Jens Worning. Han har i 25 år bevæget sig rundt i Østeuropa, det tidligere Sovjet og Asien. Han er tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg, og har i en årrække været tilknyttet Statskundskab ved Københavns Universitet som ekstern lektor i international politik.
Generalforsamlingen foregår onsdag den 18. marts klokken 19.00 i Centrovice-lokalerne i Vissenbjerg.
Læs mere om generalforsamlingen i ugens LandbrugFyn, og følg generalforsamlingen her på hjemmesiden onsdag aften. Blandt andet vil resultatet af valghandlingerne blive bragt, så snart det foreligger.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































