750 millioner kroner i efterbetaling til andelshavere

Repræsentantskabet i Arla stemte for en højere efterbetaling, end konsolideringspolitikken ellers lagde op til

Arlas repræsentantskab har på et møde givet grønt lys til et forslag om at udbetale en eurocent i gennemsnit pr. kilo mælk i efterbetaling.

Det betyder, at Arla udbetaler i alt 101 millioner euro – eller det, der svarer til 750 millioner kroner – i efterbetaling til sine ejere.

For de danske andelshavere betyder beslutningen en efterbetaling inklusive forrentning af indskudkapital på i alt 7,7 øre pr. kilo mælk.

Forud for afstemningen gik en lang debat, idet beslutningen betyder, at repræsentantskabet afviger fra sin egen konsolideringspolitik og udbetaler mere af årets resultat i efterbetaling end planlagt.

Baggrunden er ifølge Arla, at mange mælkeproducenters økonomi lige nu er presset, og mælkeprisen er lav.

- 2014 var et år som samlet set gav en høj Arla-indtjening til vores andelshavere, men afsluttedes med en lav mælkepris. Derfor føles det godt og naturligt, at vi som et landmandsejet andelsselskab er blevet enige om ekstraordinært at sende yderligere penge ud til vores ejere i en økonomisk vanskelig situation, lød det fra formand Åke Hantoft ved repræsentantskabsmødet.

Læs også