Der er fundet kartoffelbrok på en række deponimarker. Smitten skyldes sandsynligvis vaskevand fra en stivelsesfabrik, lyder det fra styrelse
Jordprøver har afsløret kartoffelbrok på flere
deponimarker, oplyser NaturErhvervstyrelsen.
Det er tredje bedrift med fund af kartoffelbrok siden
september sidste år, hvor svampesygdommen blev konstateret på en dansk mark for
første gang siden 1981.
- Der er nu i Midtjylland samlet set fundet brok på 216 hektar
fordelt på 25 marker på de tre bedrifter, skriver NaturErhverstyrelsen på sin
hjemmeside.
Styrelsen konstaterer, at brokken denne gang sandsynligvis
kommer fra vaskevand fra en stivelsesfabrik:
- Fundet i deponimarker er ikke overraskende for
NaturErhvervstyrelsen, da vaskevand fra kartoffelproduktion er en kendt
smittevej. Derfor har styrelsen taget jordprøver på de marker, hvor der har
været udbragt vaskevand, som kan have været smittekilde. NaturErhvervstyrelsen
er ved at afslutte kontrollen for udbruddet af kartoffelbrok. Der er for eksempel i alt
taget mere end 2.500 jordprøver på midtjyske marker siden september 2014.
På baggrund af undersøgelser og drøftelser i en
arbejdsgruppe med bred repræsentation fra kartoffelerhvervet, Aarhus
Universitet og andre interessenter har NaturErhvervstyrelsen iværksat en
indsats i forhold til at afgrænse, bekæmpe og overvåge kartoffelbrok.
Det involverer blandt andet, at inficerede arealer
båndlægges i forhold til kartoffelavl i en årrække.