Danmarks første danskproducerede sandrive løsner og jævner sandet i sengebåsen. Den sparer penge for landmanden
JB Maskiner ved Jytte og Bjarne Madsen i Møldrup har i
samarbejde med JBT Maskinværksted udviklet og produceret en sandrive.
Sandriven er lavet med en kraftig profilrørskonstruktion.
I båsens første 30 centimeter skubber den sandet opad i båsen, så det ikke
havner i gyllen, og i resten af båsen river to rækker tænder sandet, så det
jævnes og løsnes.
Alt i en arbejdsgang
Fra man sætter sig op på sin læsser, behøver man ikke
stige ned igen, før man er helt færdig med alle sengebåsene, for alt kan gøres
fra sædet.
Man sætter sig bare op på sin læsser og kører hen og
snupper riven og er klar.
Hvis man undervejs skal have sandriven til den anden side,
gøres dette nemt og enkelt, da riven er centerophængt og kan svinges fremad til
den anden side.
Inspireret fra England og USA
Ideen til sandriven opstod, fordi JB Maskiner mødte flere
landmænd, som var irriterede over, at sandet i sengebåsene altid lå lige under
sengebøjlerne eller alt for nemt blev skubbet ud af sengebåsen.
Det fik Jytte Madsen til at sætte sig ved computeren og
undersøge, hvad der fandtes for at afhjælpe dette problem. Og løsningen fandt
hun.
- Hvis man har sand i sengebåsene i England eller USA, har
man også en sandrive, fortæller hun.
Hun læste om forsøg, som viste, at landmanden kan spare
mellem 10 og 15 procent sand ved at få det skubbet op i båsen.
Større udtørringseffekt
Men at sandet bliver skubbet op i båsen, er ikke den
eneste fordel. Riven løsner nemlig sandet i hele sengebåsen, hvilket blandt
andet giver en større udtørringseffekt af sandet, og samtidig får den koen til
at ligge bedre.
- Man ser tit køer, som selv står og skraber i sandet for
at løsne det, så de kan ligge godt. Nu har riven redt sengen for dem, og så
ligger de sig bare ned med det samme, siger Jytte Madsen.
En JB Sandrive koster 11.800 kroner uden beslag.