På årets Plantekongres i Herning fortæller Jannik Elmegaard fra NaturErhvervstyrelsen om miljøfokusområder
Danske landmænd skal etablere cirka 107.000 hektar med
miljøfokusområder i år på grund af EU’s landbrugsreform.
Efterafgrøder og græsudlæg er blandt mulighederne.
- Efterafgrøder og græsudlæg er et fleksibelt redskab, som
mange landmænd kan bruge til at opfylde kravet om miljøfokusområder, lyder det
fra specialkonsulent ved NaturErhvervstyrelsen Jannik Elmegaard fra
plantekongressen i Herning, hvor han torsdag ridser op, hvad EU’s
landbrugsreform betyder og kræver af danske landmænd.
Hos NaturErhvervstyrelsen peger man på, at indlægget er
højaktuelt, idet årets ansøgningsrunde til den direkte arealstøtte begynder om
få uger med nye regler og krav, der skal opfyldes efter, at reformen netop er
trådt i kraft i Danmark og resten af EU.
Ifølge Jannik Elmegaard er det vigtigt at notere sig, at
efterafgrøder, der skal tælle med som miljøfokusområder, skal bestå af
blandinger, der kan ses i marken.
Græsudlæg sået i år kan også tælle med.