Millioner til mere økologi

Der er nu sat modtagere på 120 millioner kroner, der skal bruges til at styrke og videreudvikle dansk økologi

Regeringen har sammen med Enhedslisten og SF indgået aftale om udmøntning af økologipenge afsat på Finansloven.

Aftalen betyder, at der frem mod 2018 årligt vil blive afsat 30 millioner kroner til økologi – i alt 120 millioner kroner. Det oplyser Fødevareministeriet.

- Jeg er meget glad for, at Enhedslisten og SF bakker op om regeringens høje ambitioner for økologien. Aftalen betyder, at vi nu får mulighed for at styrke og videreudvikle dansk økologi – herhjemme og på vores eksportmarkeder, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S) på Fødevareministeriets hjemmeside.

Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik steg den økologiske eksport med 31 procent på et år, så den nåede op på cirka 1,5 milliarder kroner. Derudover er omlægningen af offentlige køkkener til økologi en vigtig del af Fødevareministeriets økologiindsats.

I alt er omkring 600 offentlige køkkener ifølge Fødevareministeriet omlagt til økologi – især i daginstitutionerne.

Det er blandt andet den udvikling aftaleparterne gerne vil bygge videre på med de nye bevillinger på finansloven.

Læs også