Nytårskur med whisky-krabater og østrogenchok
Landmænd skal have mere ro på bagsmækken, lyder det blandt andet fra Vestjysk Landboforening
Det bliver en nytårskur med liflig whisky fra Stauning serveret med kvalitetshotdogs fra Økogårdene Skjern Enge.
Formålet med forkælelsen er at klare ørerne og gøre landmændene modtagelige for gode råd om at håndtere kvindekønnet og få mere ro på bagsmækken, lyder det fra Vestjysk Landboforening.
- Vi vil gerne forkæle vores landmænd. Men med til forkælelse hører også gode tips til, hvordan hverdagen kan blive lettere ved at forstå kvinderne, siger Solvejg Høj, socialrådgiver for Vestjysk Landboforening og initiativtager til Nytårskur for landmænd.
Til at fortælle landmændene, hvordan de skal sikre harmoni i stuehusene rundt om på bedrifterne, har Solvejg Høj inviteret erhvervspsykolog Birthe Kyed Olesen, der har stor erfaring i at håndtere alt fra stress til trusler, konfliktløsning og den svære samtale.
Arrangementet koster 350 kroner inklusiv prøvesmagning og holdes ved Ringkøbing og tilmelding er nødvendig.