Frøkoncern satser stort i Skotland

DLF-Trifolium investerer knap 30 millioner kroner i Edinburgh-afdelingen

DLF-Trifolium har netop indviet et topmoderne blandeanlæg uden for Edinburgh i Skotland.

Anlægget skal forsyne England, Wales, Skotland og Nordirland med frøblandinger til landbruget – og det har kapacitet til at levere halvdelen af landbrugets behov for fodergræs, oplyser DLF-Trifolium.

- Med en investering på knap 30 millioner kroner er DLF-Trifoliums afdeling i Edinburgh den største investering i produktionsanlæg til frøblandinger, der nogensinde er foretaget i Storbritannien. Den nye afdeling på 4.000 kvadratmeter skal producere alle de fodergræsblandinger, som virksomheden afsætter, lyder det fra DLF-Trifolium.

Administrerende direktør i DLF-Trifolium Truels Damsgaard pointerer, at Storbritannien og Irland er koncernens største fodergræsmarkeder – næstefter Tyskland – og markedet har vokseværk:

- Vi forventer, at foderafgrøderne vil spille en stadig større rolle inden for landbruget, eftersom kød- og mælkeproducenterne i stigende grad stræber efter at producere mere mælk og kød fra hjemmeavlet foder.

- De britiske landmænd udnytter, at oversåning af deres græsmarker med nye, højtydende kvalitetssorter af græs og kløver øger græsmarkernes produktivitet, samtidig med at produktionsomkostningerne falder. Derfor ser vi en stigende efterspørgsel på fodergræsfrø.

Med kapacitet til at producere 5.000 tons frøblandinger, vil anlægget ifølge DLF-Trifolium køre i døgndrift i perioder med spidsbelastning. Det er i foråret og sensommeren samt efteråret, hvor de fleste græsarealer bliver tilsået.

Læs også