Den danske importør af teleskoplæsser-mærket Manitou,
Scantruck A/S, er nu også importør og forhandler af Manitou i Sverige.
Scantruck har overtaget Manitou Sverige fra den hidtidige importør
og forhandler, den norsk baserede virksomhed Liftway, og etableret
datterselskabet Scantruck AB.
Også et andet af de markante mærker, som Scantruck
repræsenterer i Danmark, de amerikanske Mustang-minilæssere, følger med ind
under Scantruck AB.
- Sverige er et stort marked og geografisk også et stort
land. Så der venter os en række store, men også spændende udfordringer.
Heldigvis har vi helt fra start erfarne folk i spidsen for Scantruck i Sverige,
fortæller salgschef Henrik Kirketerp-Møller hos Scantruck.
Til at lede butikken for Scantruck i Sverige, har firmaet
hentet sin tidligere mangeårige servicechef Anker Lemvig tilbage efter, at han
har været en tur omkring Case New Holland.