Brændt spildevand kan ende på landbrugsjord

Gennem et ny projekt vil man nu undersøge, om der kan udvindes fosfor fra aske

På sigt kan der blive mangel på fosfor globalt.

Derfor vil Miljøministeriet nu gennem den såkaldte MUDP-pulje støtte et nyt projekt, der skal hente det vigtige næringsstof ud af danskernes spildevandsslam.

Helt konkret skal projektet undersøge, om fosfor kan udvindes fra den aske, der er tilbage, når man afbrænder spildevandsslam – uden at skadelige tungmetaller kommer med.

- Fosfor er planternes benzin, så det vil få store konsekvenser for vores fødevareproduktion, hvis vi løber tør. Derfor er forsøget et rigtig godt eksempel på, at vi kan gavne miljøet og skabe vækst på samme tid. Hvis danske landmænd og virksomheder kan slippe for at importere så meget fosfor fra udlandet, kan de potentielt spare rigtig mange penge, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge Miljøministeriet bruger landbruget i dag 53.000 tons fosfor om året, hvoraf mellem 15.000 og 20.000 tons bliver importeret.

- Konventionelle landbrug bruger spildevandsslam direkte på deres marker, men det må økologer ikke. Derfor er det nye projekt især interessant for økologiske landbrug, lyder det fra Miljøministeriet.

Det er virksomheden Krüger, som i samarbejde med DTU Byg og rensningsanlæggene Lynetten og Spildevandscenter Avedøre (nu samlet i Biofos) står bag forsøgsprojektet. 

Læs også