Agromek, der finder sted i næste uge i Herning, bliver startskuddet til en relancering af SensSeed trådløs overvågning af korn- og frølagre.

Kongskilde Industries A/S satser dermed massivt på at sikre SensSeed et solidt gennembrud på markedet. SensSeed bygger på teknologi og produkter fra Webstech, som Kongskilde overtog for nogle måneder siden.

Kongskilde oplyser, at den blå sensorbold til trådløs overvågning af temperatur og luftfugtighed i korn- og frølagre er blevet videreudviklet med sensorer i kabler og spyd.

- Den nye kabelversion er udviklet til siloer og planlagre, hvor den hænger ned fra loftet og udelukkende måler temperaturen. Den fås i valgfri længder og er trådløs – ligesom de øvrige SensSeed sensorer. Det betyder, at temperatur og luftfugtighed trådløst sendes til en basestation, og via PC, iPad og smarttelefon kan landmanden 24/7 overvåge afgrødelageret, lyder det i en pressemeddelelse.

Nyt er også modulet til styring af tørring og beluftning. Styringen sker fuldautomatisk ud fra temperatur og fugtighed, og langt de fleste anlæg kan sammenkobles med SensSeed overvågningen.

SensSeed kan ses på Kongskildes stand X-1100 ved Agromek.