Fra torsdag kan der søges om reduceret randzonebredde i Tast selv-service.

Der kan søges, hvis man både har nye randzoner som følge af ændringen af randzoneloven pr. 1. august og mere end fem procent randzoner på bedriften. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen.

- Lovændringen medførte at det samlede randzoneareal er reduceret fra cirka 50.000 hektar til cirka 25.000 hektar. Derfor vil langt de fleste opleve, at randzonekravet på bedriften er blevet mindre. De ændrede kriterier for, hvor der skal være randzoner, kan dog betyde, at der på bedriften kan være krav om randzoner langs nye vandløb, som er omfattet af et eller flere af de fire kriterier, men som ikke er vandførende i hovedparten af året, skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.

Derfor kan nogle bedrifter altså have fået udvidet randzonekravet – og for de landmænd genåbnes muligheden for at søge om frem procent reduktion, hvor der kan søges om en reduktion af bredden på randzonen med henblik på, at det samlede randzoneareal kommer til at udgøre højest fem procent af bedriftens areal.

- Der kan ikke søges, hvis der hele tiden har været mere end fem procent, idet der ikke har været søgt om reduktion i 2012, påpeger NaturErhverstyrelsen.