Hos Bæredygtigt Landbrug mener man, at Miljøstyrelsen bør skrotte sine anmeldelsesordninger
Høringsfristen på ændring af
husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen er nu passeret, og blandt høringssvarene er
et fra Bæredygtigt Landbrug (BL).
Heri opfordrer BL Miljøstyrelsen til at lægge sine anmeldelsesordninger
i graven. BL peger på, at myndighederne skal bruge den seneste, videnskabelige
viden – og hvis der i et konkret tilfælde eksisterer nyere målinger, og disse
udgør et bedre vidensgrundlag end modelberegningerne, er myndighederne
forpligtet til at bruge dette grundlag frem for normtal og modelberegninger
allerede i dag.
- Hvis en landmand har målere på sine dræn eller på sin
stald, og målingerne videnskabeligt er lige så gode som de generelle normtal,
så skal myndigheden naturligvis lægge målingerne til grund i sin afgørelse,
uanset om det er opførelse af en ny gyllebeholder eller det handler om et helt
husdyrbrug, der skal miljøgodkendes, lyder det fra jurist i BL Nikolaj Schulz.
Uoverskuelig bekendtgørelse
Han pointerer, at man i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen
har udstedt en række anmeldelsesordninger, så landbruget ikke skal
miljøgodkendes ved den mindste lille ændring. Men det har ifølge Nikolaj Schulz
ført til en lang og uoverskuelig bekendtgørelse. Derfor mener han, at
anmeldelsesordningerne skal fjernes hurtigst muligt.
- Vi har opfordret til at skrotte alle
anmeldelsesordningerne og erstatte dem med én ordning. Denne ene ordning bør
fastlægge, at myndigheden kan tillade ændringer, der ikke giver anledning til
forøget forurening eller kun giver anledning til ubetydelig forøget forurening.
Denne vurdering skal foretages konkret af myndigheden, og myndigheden skal
lægge målinger til grund, hvis de er til stede, siger Nikolaj Schulz.
Hos Bæredygtigt Landbrug mener man, at myndighederne bør
forholde sig seriøst til den nye aktuelle problemstilling. At myndighederne
snarest skal indføre målinger som redskab i godkendelsesprocedurer på en lang
række områder, hvor det allerede er en mulighed.
Her kan du læse BL's høringssvar vedrørende ændringsbekendtgørelsen.