Et skridt nærmere en ny nationalpark
Forslaget til Nationalpark Skjoldungernes Land ved Roskilde Fjord bliver nu sendt i offentlig høring
Forligskredsen bag nationalparkloven, alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten er nemlig blevet enige om at sende forslaget til Nationalspark Skjoldungens Land i offentlig høring. Dermed er Danmark på vej til at få sin fjerde nationalpark.
- Med så bred politisk opbakning har en ny nationalpark ved Lejre og Roskilde Fjord lyse udsigter. Nu skal borgerne have lov at give deres meninger til kende, for opbakning fra lokalområdet er vigtigt i oprettelse af en nationalpark, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse.
Hos Miljøministeriet peger man på, at lokale kræfter har arbejdet på nationalparken siden 2004-2005.
Miljøordfører hos Venstre Henrik Høegh fremhæver netop det lokale initiativ:
- Nu ser vi frem til, at forslaget til nationalpark kommer i offentlig høring. Vi har oplevet et stort lokalt engagement og involvering, og det er de gode kræfter, der skal gøre nationalparken til en succes.
Høring resten af året
I dag har Danmark de tre nationalparker Thy, Vadehavet og
Mols Bjerge.
Den offentlige høring vil vare året ud, og i løbet af høringen vil
Naturstyrelsen i samarbejde med kommunerne invitere til høringsarrangementer.
Miljøministeriet oplyser, at høringsmaterialet vil blive udsendt til berørte lodsejere i Lejre, Roskilde og Frederikssunds kommuner inden for to uger.