Slagsmål om millioner begynder

Til efteråret begynder forhandlingerne om, hvordan landbrugsreformens grønne millioner skal bruges

Listen med ønsker til, hvordan landbrugsreformens grønne millioner skal fordeles, er allerede lang blandt Folketingets partier. Det skriver Altinget.dk.

I juli præsenterede regeringen en model, hvor der flyttes direkte landbrugsstøtte over til landdistrikterne – ifølge Fødevareministeriet det, der svarer til omkring 430 millioner kroner årligt fra 2016.

Nu begynder forhandlingerne så om, hvordan pengene skal bruges. Men partierne har meget forskellige ønsker.

Eksempelvis melder SF ud, at pengene efter deres mening skal bruges til opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger – samt til at give den økologiske produktion et skub.

Økologisk omstilling har også topprioritet hos Enhedslisten, mens det ser anderledes ud hos Venstre:

- Statsministeren har lovet, at en ny miljøregulering samlet set skal være en gevinst for erhvervet. Derfor mener vi, at pengene skal gå til dem, som ikke får en gevinst. Det kan være, at de skal lave minivådområder eller plante efterafgrøder, og så skal de have en kompensation. Hvis vi kan rykke tingene i den rigtige retning, så vil vi gerne være med, siger miljøordfører for Venstre Henrik Høegh til Altinget.dk.

Læs også