Grovvareselskaber udvider samarbejde
Vilomix International Holding A/S har netop købt 25 procent af aktierne i tysk virksomhed
Danish Agro og Vestjyllands Andels fællesejede selskab, Vilomix International Holding A/S, har netop købt 25 procent af aktierne i den tyske premix- og vitaminvirksomhed Hamburger Leistungsfutter Gmbh fra Agravis.
Agravis har hidtil ejet 80 procent af aktierne i selskabet. Hamburger Leistungsfutter Gmbh er en tysk premix- og vitaminvirksomhed med hovedsæde i Hamborg, der har en årlig omsætning på en milliard kroner og aktiviteter i mere end 40 lande, oplyser parterne.
Samtidig har Agravis Raiffeisen AG øget deres aktiepost i Vilomix koncernen fra 15 procent til 25 procent.
Ifølge koncernchef i Danish Agro Christian Junker sker opkøbene i naturlig forlængelse af det frugtbare strategiske samarbejde mellem parterne:
- Agravis er en tæt strategisk samarbejdspartner, som vi med stor succes udvikler mange internationale aktiviteter sammen med. Investeringerne i henholdsvis Vilomix og Hamburger Leistungsfutter sker i naturlig forlængelse af dette samarbejde, og vi ser store synergier mellem de to selskaber.
- Både Vilomix og Hamburger Leistungsfutter er to velfunderede, internationale selskaber, der vil kunne supplere hinanden rigtig godt på en række eksportmarkeder.
Transaktionerne afventer nu konkurrencemyndighedernes endelige godkendelse.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































