Biogas-byggeri begynder

Mange års arbejde for etableringen af et biogasanlæg i Holsted kommer nu et markant skridt nærmere en realisering

Onsdag begynder byggeriet af et biogasanlæg i Holsted, der har mange års forarbejde på bagen.

Det er hovedentreprenøren, Xergi, der officielt sætter gang i det store byggeri ved Grindstedvej i Holsted. Parterne bag anlægget, Brørup-Holsted Biogas a.m.b.a. og Naturgas Fyn, markerer sammen med Xergi opstarten på byggegrunden onsdag klokken 16.30.

- Vi er meget glade for at være en del af denne spændende, nye udbygning af den danske biogassektor. Vi er kommet i gang helt efter planen og forventer derfor også, at Holsted-anlægget er klar allerede om et års tid, siger direktør i Xergi Jørgen Ballermann i en pressemeddelelse.

400.000 ton biomasse

Heri udtrykker direktør i Naturgas Fyn Ole Hvelplund også stor tilfredshed:

- Det er en stor og glædelig milepæl for Naturgas Fyn, at vi nu kommer i jorden med det første anlæg. Vi ser frem til næste sommer at kunne sende den grønne gas på nettet. Vi vil samtidig følge den kommende proces nøje, fordi anlægget her i Holsted er det første, vi selv bygger op fra bunden. Det bliver her, vi skal gøre de vigtige, positive erfaringer, der kan smitte af på de kommende anlægsprojekter, vi har på blandt andet Fyn.

Det kommende biogasanlæg i Holsted skal årligt aftage og behandle næste 400.000 ton biomasse – de 70 procent fra egnens egne leverandører.

Det bliver til op mod 13 millioner kubikmeter bionaturgas – eller det, der svarer til 7.000 husstandes årlige varmeforbrug.  

Læs også