Lovændringen træder i kraft den 1. august.
Ændringen af randzoneloven er en realitet.
Et bredt flertal i Folketinget har således onsdag ændret
loven. Ændringen af randzoneloven betyder, at det lovpligtige randzoneareal falder
fra omkring 50.000 til cirka 25.000 hektar.
- Jeg
er meget glad for denne lovændring, som letter landmændenes hverdag og styrker deres konkurrenceevne. Men
samtidigt vil jeg understrege, at regeringen ikke rykker en tøddel på sine høje
miljøambitioner. Vi fjerner bøvl og usikkerhed hos landmændene og redder 25.000
hektar randzoner, som var kommet i farezonen, siger fødevareminister Dan
Jørgensen (S) på Fødevareministeriets hjemmeside.
Fødevareministeren fastholder, at randzoner er et af de
bedste instrumenter til at sikre vandmiljøet:
- Med
dagens ændring og brede kompromis håber jeg, at der falder ro på den højlydte
debat omkring berettigelsen af de tilbageværende randzoner.
Venstre,
Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har sammen med regeringen stemt
for lovændringen, som træder i kraft 1. august.
- Den
kvælstofmanko, som opstår ved lovændringen, vil blive håndteret igennem
regeringens forslag til nye vand- og naturplaner, der kommer til efteråret,
lyder det fra Fødevareministeriet.