En rigtig god idé, men ikke det rigtige tidspunkt.

Sådan lyder det fra formændene for LandboNord og Svinerådgivning Vest, Niels Vestergaard Salling og Ole Kjær, i en fælles pressemeddelelse, hvor man konstaterer, at under et år efter foreningen blev annonceret, så går de to selskaber, der dannede Svinerådgivning Danmark igen hver til sit.

- Efter flere måneders arbejde med at få rådgivningsvirksomheden på plads, må vi desværre konstatere, at det ikke er lykkedes for os at få enderne til at nå sammen, udtaler de to således.

Begge tror stadig på, at en samling af kompetencerne inden for svinerådgivningen er det rigtige, og det vil helt sikkert også ske over tid, mener de.

- Gennem denne lidt lange proces har vi fået en meget brugbar erfaring, som helt sikkert vil gavne os i det fremtidige arbejde, siger Niels Vestergaard Salling.

Ole Kjær tilføjer:

- Vores rådgivere har opnået et langt bedre kendskab til hinanden, og disse relationer skal vi selvfølgelig fortsat udnytte i vores rådgivning til gavn for svinelandbruget.

De to rådgivningsenheder vil nu »samle sig om at styrke egen rådgivning på bedst mulig måde«, lyder det i pressemeddelelsen.

Det var oprindeligt meningen, at de to selskaber endeligt skulle fusionere i 2015