De endelige regler for arealstøtten er først på plads den
1. august, men det er vigtigt at følge med allerede nu.
Sådan lyder det fra NaturErhvervstyrelsen, der oplyser, at
Enkeltbetalingen fra 2015 hedder Grundbetaling.
- Denne støtte udbetales stadig på grundlag af
betalingsrettigheder. Grundbetalingen vil dog kun udgøre en del af støtten,
skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at 30 procent af budgettet går til en
grøn betaling, som landmanden får som tillæg, hvis han overholder tre grønne
krav.
Ifølge NaturErhvervstyrelsen er de grønne krav som følger:
- Bedrifter som har mellem 10 hektar og 30 hektar
omdriftsareal skal dyrke mindst to afgrødekategorier, og bedrifter over 30
hektar omdriftsareal skal dyrke mindst tre.
- Bedrifter
med et omdriftsareal på mere end 15 hektar skal udlægge fem procent af
omdriftsarealet med miljøfokusområder.
- En
kollektiv opretholdelse af Danmarks permanente græsarealer. Denne regel har
været gældende siden 2005. Samtidig sker der en styrket beskyttelse af visse
miljømæssigt sårbare arealer inden for Natura 2000.
Krav omfatter ikke bedrifter med 100 procent økologi
Økologiske
bedrifter, hvor hele arealet er omlagt eller under omlægning til økologi, er
ikke omfattet af kravene, og er automatisk berettiget til den grønne betaling.
Hvis en del af bedriftens areal drives konventionelt, er disse arealer omfattet
af kravene.
Hos NaturErhvervstyrelsen understreger man, at reglerne
først skal være endeligt på plads den 1. august:
- Mange forhold kan derfor ændre sig.
Her kan du se udkast til bekendtgørelse om direkte støtte
til landbrugere efter grundbetalingsordningen med videre.
Og her kan du se udkast til bekendtgørelse om markblok og
elektronisk Fællesskema.