I Tyskland betaler alle en særlig energiafgift, der skal fremme grøn omstilling.

Men energitunge virksomheder – eksempelvis slagterier og mejerier – kan få rabat på afgiften, hvis de bruger over 15 procent af virksomhedens faste udgifter på elektricitet. Det skriver Fødevareforbundet NNF på sin hjemmeside.

Og ifølge forbundet indgår lønudgifter ikke i de faste udgifter, hvis fastansatte medarbejdere fyres – og der i stedet hyres vikarer. Hos NNF peger man på, at Europa-Kommissionen har godkendt erhvervsstøtten.

- Det allerstørste problem på de tyske slagterier er de løstansatte vikarer fra Østeuropa. De bliver underbetalt og har næsten ingen rettigheder. Det er tæt på slavehandel, hvad der foregår på nogle slagterier. Den tyske energirabat hjælper absolut ikke til at sikre ordentlige arbejdsvilkår i branchen, siger Jonas Bohl fra den tyske fødevarefagforening NGG til NNF’s hjemmeside.

Her konstaterer medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S) også, at den indirekte statsstøtte skaber ulige konkurrencevilkår mellem landene.

Fra Fødevareforbundet NNF’s side lyder det, at flere danske fødevarevirksomheder i de senere år har flyttet produktion fra Danmark til Tyskland – og modtager tysk energirabat.