EU ændrer importtold
Det er i EU blevet besluttet at nedsætte eller afskaffe importtolden på de fleste varer fra Ukraine
Frem til 1. november nedsættes eller afskaffes importtolden således på de fleste varer med oprindelse i Ukraine midlertidig. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen.
Ifølge styrelsen er årsagen, at EU ønsker at fremrykke effekten af den øgede handelsliberalisering, inden den forventede associeringsaftale med Ukraine kan indgås.
- På flere landbrugsprodukter bliver der kun gennemført en delvis liberalisering af handelen mellem EU og Ukraine. På disse områder etableres der en række toldkontingenter til 0-told for begrænsede mængder landbrugsprodukter, der importeres fra Ukraine til EU, skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.
Begrænsningerne omfatter landbrugsprodukter som kød, korn og mælk.