Nu er der mulighed for højere erstatning efter stormflod
Ændringer i stormflodsloven betyder blandt andet, at der kommer et loft over den samlede selvrisiko på bygning og løsøre
Ændringerne i Stormflodsloven er ændret, så loven i endnu højere grad ligner forsikringsselskabernes praksis – både med hensyn til genhusning, opgørelse og anvendelse af erstatning og fjernelse af skimmelsvamp. Det oplyser Stormrådet.
Der bliver således nu mulighed for dækning af udgifter i forbindelse med længerevarende genhusning – herunder flytning og opmagasinering. Der sker ændringer i selvrisikoen – herunder et loft over denne i både helårshuse og sommerhuse. Der bliver dispensationsmulighed vedrørende anmeldelsesfristen, dækning af omkostninger til udbedring af skimmelsvamp samt øget fleksibilitet for skadelidtes anvendelse af de opgjorte erstatningsbeløb.
- Efter de ændringer, som Stormrådet vedtog i afskrivningspraksis i februar, er der sammen med ændringerne i stormflodsloven skabt mulighed for en højere erstatning for skader efter stormflod og oversvømmelse, end loven hidtil har givet mulighed for, siger formand for Stormrådet Karen Westebye-Juhl i en pressemeddelelse.
- Der er tale om omfattende ændringer af stormflodsloven og den heraf skabte praksis. Det betyder, at forsikringsselskaberne nu skal gennemgå og vurdere, om der skal foretages ændringer i erstatninger til de skadelidte fra stormfloden i december. Og det vil uden tvivl tage lidt længere tid at få sagerne afsluttet. Det er min forventning, at forsikringsselskaberne vil gøre deres yderste for at få afsluttet sagerne uden alt for store forsinkelser.