En ren og en beskidt model kører i stalden
Hos nordjysk kalkunproducent bruges der ikke samme teleskoplæsser til udmugning og til at bringe nyt strøelse ind i stalden
- Vi var jo nødt til at købe to samtidigt, fordi vi både skal bruge en til udmugning og en til alle opgaverne efter, staldene er vasket og desinficeret. Måske kunne man godt nøjes med én maskine og en kraftig højtryksrenser. Men det er nu rart med en teleskoplæsser model »ren« og en model »beskidt«, siger Per Jensen.
Der er konstant masser af aktivitet i staldene hos familien Jensen. På årsbasis produceres omkring 100.000 kalkuner og fire millioner slagtekyllinger. Produktionen af slagtekyllinger kom til i fjor, da prisen på de kalkuner, der blev sendt til slagtning i Tyskland, blev får dårlig.
Stor produktion
Virksomheden i Klotrup kaldes Familien Jensens Kalkun, men har det mere formelle selskabsnavn I/S Jensen.
Totalt producerer familien Jensen kalkuner og slagtekyllinger på syv adresser i Aalestrup-området. Det giver 35.000 kvadratmeter til fjerkræ under tag, hvoraf I/S Jensen selv ejer de 27.000 kvadratmeter, mens resten er lejet.
De to nye Manitou-teleskoplæssere – både den rene og den beskidte – er model MLT 629, en model, der særligt henvender sig til landbruget. De har en løftekapacitet på 2.900 kilo og løftehøjde op til 5,5 meter og drives af en 102 hk Perkins-motor.