600.000 fynske træer plantes på 79 dage

Elmelund Skov har været på tegnebrættet i flere år

De åbne bakkedrag vest for Odense bliver nu ændret til en af landets største bynære skove.

Arbejdet med at plante er begyndt fredag – og det er planen, at 600.000 træer skal plantes på 79 dage.

- Det er fantastisk, at vi nu kommer til at se en helt ny skov vokse op lige i nærheden af, hvor flere end hundredtusind mennesker bor og færdes. Odenseanernes muligheder for at opleve og nyde naturen bliver helt anderledes, og skoven passer samtidig på deres fremtidige drikkevand. At bruge skov til de to formål er ikke nyt, men det er nyt at gøre det i så stor skala, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse.

Miljøministeriet oplyser, at opgaven med at plante 600.000 træer på 79 dage kræver, at der er to til fire plantemaskiner i gang hver dag. De planter hver næsten 10.000 træer om dagen – og Naturstyrelsens folk skal sørge for, at maskinerne ikke løber tør.

Det kræver 10-12 paller små planter om dagen. Det er over 30 forskellige træarter, som skal plantes ud, og de skal plantes de rigtige steder.

Skoven bliver rejst i samarbejde med Odense Kommune og VandCenter Syd for ifølge Miljøministeriet at beskytte store grundvandsmagasiner, der i fremtiden skal forsyne en tredjedel af Odenses borgere med drikkevand.

Læs også