Tilmelding til dyrskuet i Odense starter

Økologikonsulent Diana Boysen Poulsen får nu ansvaret for erhvervsudstillingen på Det Fynske Dyrskue.


Der er igen tiden at tænke på dyrskue. Således er fristen for reservation af sidste års stand på tirsdag den 11. marts for udstillere, som ønsker samme placering på udstillingsarealet ved Det Fynske Dyrskue i år.
Dyrskuechef Gitte Bech oplyser, at mange firmaer har ønsket samme stand, og generelt er der god interesse for at udstille igen i år.
Selve tilmeldingen af maskiner, dyr, børnedyrskuet mm starter senere på foråret, og sker på www.detfynskedyrskue.dk, hvor fristerne og betingelserne også findes.

Ny koordinator
Blandt de 5-6 nøglepersoner fra de fynske landbrugscentre, som allerede er i gang med forberedelserne til dyrskuet i Odense, er der et nyt ansigt. Som afløser for miljøkonsulent Mette Dyrup Truelsen, der har søgt nye udfordringer, vil det være økologikonsulent Diana Boysen Poulsen fra Centrovice, som vil stå for koordineringen af udstillingen for maskiner, erhverv, fødevarer og fritid med over 200 stande.
Det ligger allerede fast, at der bliver flere nyskabelser på dyrskuet, som finder sted fra fredag den 13. til søndag den 15. juni. Således kommer den såkaldte Øko-Camp fra Roskilde-skuet til Odense, og der bliver en særlig fagudstilling med robotteknologi målrettet landbruget.

Læs også