Ny landboformand i Herning-Ikast

Landboforening der er resultat af fusion, har tirsdag eftermiddag valgt sin nye formand.

Konstitueringen i Herning-Ikast Landboforening, der er resultatet af en fusion mellem Ikast-Bording Landboforening og Hedens Landboforening, faldt på plads tirsdag eftermiddag.

Karsten Willumsen er valgt som formand. Den anden formandskandidat Sven Agergaard bliver næstformand.

- Vi fik en virkelig god diskussion om vores profil og roller fremadrettet, og både jeg og næstformanden brænder for at få den nye forening sat i gang, siger Karsten Willumsen i en pressemeddelelse.

Konstitueringen sker på baggrund af en fusion mellem Ikast-Bording Landboforening og Hedens Landboforening.

- Det var en god diskussion og et godt valg. Jeg bakker fuldt ud op om det samarbejde, vi skal have fremadrettet, siger Sven Agergaard.

 

Vækst er i fokus

I næste uge går bestyrelsen i gang med at lave en strategi og plan for, hvordan de vil arbejde fremadrettet. Et af de vigtige punkter bliver at styrke samarbejde med Natur- og Landbrugskommissionen med det formål at skabe bedre betingelser for medlemmerne, fortæller Karsten Willumsen.

- Vi skal have lagt en profil og skabt en dagsorden. Det er afgørende, at vi skaber gode vækstbetingelser for vores medlemmer, siger han.

Læs også