Svensk finansminister lægger sit lands landbrug i graven

Industrilandbruget er dødsdømt på sigt, lyder den opsigtsvækkende melding fra svensk finansminister.

Industrilandbruget er dødsdømt på sigt, lyder den opsigtsvækkende melding fra den svenske finansminister, Anders Borg, som har bragt sindene i kog på den anden side af sundet.

- Jeg tror ikke, at svensk landbrug overlever som industri, siger ministeren til avisen Land Lantbruk.

Anders Borg er medlem af Moderatarne, der bedst kan sammenlignes med De Konservative i Danmark, og han slår i stedet et slag for, at der rundt omkring bliver satset mere på de små landbrug med eksempelvis gårdsalg af egne varer, som han mener, er vejen frem.

Udtalelsen fra finansministeren har ramt alle de store landsdækkende medier i Sverige. Og landets landbrugsminister, Eskil Erlandsson, har over for den store avis, Aftonbladet, måtte være ude at sige, at han ikke deler sin egen regerings finansministers holdning.

- Jeg vil, at vi producerer mere mad i vort land. Det arbejder jeg for hver dag, og det kommer jeg til at forsætte med at arbejde for, siger han.


Læs også