Optimistiske kvægbrugere

I 2014 ventes en gennemsnitlig indtjening på over en million for kvægbedrifterne, fremgik det af formandens beretning ved kvægkongressen.

Efter flere svære år for de danske mælkeproducenter var der anderledes optimistiske toner, da KvægKongres 2014 mandag formiddag blev indledt i Herning Kongrescenter.

- Efter prisstigningerne på mælk i det forgangne år og udsigterne for det kommende år har vi grund til optimisme. Men det har vi også haft brug for, indledte formanden for Landbrug & Fødevarer, Kvæg, Peder Philipp, sin beretning.

Efter de første foreløbige regnskabsresultater for 2013 er blevet offentliggjort tegner det til, at mælkeproducenternes gennemsnitlige driftsresultat i det forgangne år når op på 550.000-600.000 kroner.

- Det er et rimeligt resultat med de vilkår, vi har haft, men vi har brug for en endnu bedre indtjening. Og det er der heldigvis tegn til i 2014, sagde Peder Philipp og viste en prognose, som giver en forventning om et driftsresultat for alle mælkeproducenter på 1.053.000 kroner.

De største bedrifter ser ud til at få det bedste resultat. For gruppen fra 240 til 320 køer lyder prognosen på en indtjening på 1.657.000 kroner, mens de mindre konventionelle besætninger vil tjene 898.000 kroner i indeværende år. Stort set samme resultat kan økologiske besætning, ligeledes fra 80 til 160 køer, forvente. Her siger prognosen en bundlinie på 833.000  kroner.

 

Læs også