I 2009 skulle Danmark have haft færdige vandplaner, der skulle gælde i perioden fra 2010-2015, men som bekendt, så er det altså endnu ikke sket.

Nu har EU-Kommissionen atter mistet tålmodigheden med Danmark. I denne måned er Danmark således havnet på listen over medlemslande, som har forbrudt sig mod EU-traktaten og derfor skal en tur for EU-domstolen.

Det er anden gang, at Danmark bliver stævnet af EU-Kommissionen. Det skete også i april 2011. Men daværende miljøminister Ida Aukens hastegennemførelse af vandplanerne gjorde, at EU droppede retssagen mod Danmark året efter.

Senere førte hastegennemførelsen dog også til, at Natur- og Miljøklagenævnet underkendte vandplanerne – og det er altså derfor, at der fortsat ikke er færdige vandplaner i Danmark.

Ifølge Christel Schaldemose, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet og suppleant i parlamentets landbrugsudvalg, er det en alvorlig sag, når Kommissionen tager skridt til en retssag mod et land. Også selvom, at Danmark kun er et blandt otte lande, som kommissionen hiver i retten for diverse traktatbrud alene i februar måned.

- Vi brokker os jo altid selv, når andre lande ikke overholder EU-reglerne, så selvfølgelig skal vi jo også tage det her alvorligt, siger Christel Schaldemose.

Læs flere reaktioner på sagen i weekendens udgave af Effektivt Landbrug.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.