Landmænd tegner testamenter i stor stil

Landbofamilier forsøger at undgå, at arvinger havner i stridigheder

Danske tv-programmer som ”Arvingerne” og ”Til arven os skiller” har fået vestjyske landbofamilier til at tegne testamente.

Sådan lyder det fra Vestjysk Landboforening, hvor en af foreningens juridiske samarbejdspartnere, advokat Jørgen Hautorp, peger på, at programmerne ikke illustrerer en fortænkt situation.

Trods nutidens mange moderne familieløsninger bygger arveloven nemlig stadig på gamle, traditionelle kernefamiliebegreber. Og det kan give problemer.

- Arveloven er for gammel og ikke tager højde for familiestrukturer med dine, mine og fællesbørn. Derfor går det oftere og oftere rigtig galt i arvesager, siger Jørgen Hautorp til Vestjysk Landboforenings hjemmeside, vjl.dk.

Arvestrid kan opstå på ganske almindelige vestjyske landbrug, når gårdejerparret ikke forud har gjort sig tanker om, hvad der skal ske med produktionsapparatet, ejendommen eller formuen.

Jørgen Hautorp peger på, at en overlevende ægtefælle ikke nødvendigvis kan stole på at få lov at blive på ejendommen, hvis blot et af børnene kræver sin arv:

- Den eneste mulighed er at lave et testamente, hvis man vil sikre den overlevende ægtefælle.

Ifølge Vestjysk Landboforening har vinterens tv-programmer fået antallet af kunder hos advokaten til nærmest at eksplodere.

Læs også