Europa-Parlamentet: Minkavl bør være muligt
Den danske regering har arbejdet for, at den nordamerikanske mink ikke skal på liste over særligt problematiske arter
Europa-Kommissionen har foreslået nye regler til at bekæmpe invasive arter. Mens nogle lande har problemer med den nordamerikanske mink, har den danske regering arbejdet for at fritage minken fra en liste over forbudte dyr.
Og står det til Europa-Parlamentet, skal det også fremover være muligt at producere minkskind fra nordamerikanske mink. Torsdag stemte Parlamentets miljøudvalg nemlig sin holdning til et nyt regelsæt for invasive arter igennem. Det skriver Altinget.dk.
- Vi skulle beslutte én ting. Vil vi kunne udnytte de arter, som har et invasivt potentiale, eller ej? Og i dag i Parlamentet har vi sagt ”ja, det vil vi godt”, siger ordfører på sagen Pavel Poc til Altinget.dk.
Europa-Kommissionen har anslået, at de såkaldte invasive arter forvolder skade for mindst 90 milliarder kroner årligt i EU. Men Danmark står til at miste et tocifret milliardbeløb i eksportindtjening og flere tusinde arbejdspladser, hvis den nordamerikanske mink kommer på den forbudte liste.
- Vær ikke bange. Der er ikke nogen, som ikke er fuldstændig tosset, som ville prøve at tage livet af en hel industri. Det er simpelthen ikke muligt. Vi prøver bare at beskytte den europæiske biodiversitet. Og jeg ved, at folk i Danmark ved, hvad det betyder, når biodiversitet bliver forstyrret. Det er et problem for alle, siger Pavel Poc imidlertid til Altiget.dk.
Han afventer nu, at medlemslandene i Ministerrådet bliver enige om en fælles position, så man kan tage fat på de forhandlinger, der skal gå forud for en aftale:
- Så må vi få medlemslandene til at forklare deres holdning. Om de støtter Parlamentet og siger, at man kan tillade nogen kommerciel udnyttelse af invasive arter, eller om de vil sige, ligesom Kommissionen, at farerne er meget værre end det potentielle udbytte.