NutriFair 2014 i Fredericia er åbnet, og i sin åbningstale kom formand for L&F Martin Merrild ind på vigtigheden af medspil fra befolkningen
Onsdag morgen var en stor flok udstillere ved NutriFair
2014 i Messe C i Fredericia samlet for at høre formand for Landbrug &
Fødevarer (L&F) Martin Merrild åbne messen officielt.
Det gjorde han med en åbningstale, hvor han blandt andet
kom ind på konkurrencevilkår i landbrugs- og fødevaresektoren.
- Vi nøjes ikke med at kopiere. Vi er nødt til at være
foran de andre. Ellers går det ikke. Og så må vi kigge fremad, for det er der heldigvis grund til at gøre. Vi står foran et stort potentiale, konstaterede
Martin Merrild.
Potentialet ligger ifølge formanden i, at den
globale middelklasse bliver stadig større.
- Der skal ikke herske tvivl om, at der er mange andre,
der vil forsøge at tage førerpladsen fra os. Derfor skal vi møde markedets krav.
Vi er som altid parat til at levere vores del. Det kræver bare medspil fra
befolkningen og politikere.
Martin Merrild konstaterede, at der er fem konkrete ting,
der skal være på plads, for at dansk landbrug kan være med helt i front på det
globale marked:
Der skal ryddes op i det, formanden kalder Danmarks
overimplementering af EU-regler. Der bør ifølge Martin Merrild være tidsfrister
på miljøgodkendelser. Der skal vedtages nye, intelligente miljøregler. Det skal
være nemmere at få finansieringen på plads. Og endelig fastslog formanden, at
det skal være lettere at gennemføre generationsskifte.
NutriFair 2014 fortsætter til og med torsdag.
Læs reportager og nyheder fra messen i Effektivt Landbrug
torsdag.
Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.