Færrest sprøjtemidler i dansk frugt og grønt
Flere pesticider i danske end i udenlandske jordbær får dog fødevareministeren til at anmode branchen om at se på sagen
Det fremgår af rapporten ”Pesticidrester i fødevarer 2012”, som Fødevarestyrelsen netop har offentliggjort.
- Det er flot og glædeligt, at dansk frugt og grønt klarer sig så godt i sammenligning med udenlandske konkurrenter, og det sætter en streg under den fødevaresikkerhed, der for mig at se er blevet et dansk varemærke, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
I Fødevareministeriet peger man på, at selvom det er sjældent, at grænseværdierne for indholdet af pesticidrester overskrides, er der stadig spor af pesticider i omkring halvdelen af al frugt og grønt, der er til salg på det danske marked.
I et enkelt tilfælde er der dog en afvigelse fra tidligere år. For første gang finder Fødevarestyrelsen oftere pesticidrester i danske jordbær end i jordbær fra udlandet – dog stadig uden at grænseværdierne er overskredet.
- Ministeren har derfor bedt Fødevarestyrelsen om at kigge nærmere på det og tage kontakt til branchen for at undersøge, hvad der kan gøres fremadrettet, lyder det fra Fødevareministeriet.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































